De røde rastafletninger er faldet ned foran øjnene, men under hårmassen kan jeg skimte dem. Blå og spørgende. På den der hundeøjneagtige måde, som man ikke kan gå fra. Ikke velvilligt, i hvert fald, og ikke uden at føle det, som enten er en spontan krampe eller et stik af dårlig samvittighed.

“Nej, desværre.”

Smilet antyder, at det var det svar, hun havde håbet på. Og jeg undrer mig, for et sekund havde jeg troet, at alle mennesker gik og håbede på, at alle andre mennesker kan førstehjælp. Hvis man nu lige pludselig falder om, og sådan. Men smilet krummer i en bestemt vinkel, og bag de spørgende øjne kan jeg nu se noget, der ikke var der før.

Pludselig er de to. Med endnu vildere hår. Og i et forsøg på at finde ud af det nye, der foregår bag rastafletningernes øjne, kigger jeg ned. Clipboards. Et hver. Med papirer og kuglepen og hænder, der knuger om dem.

Og da ved jeg, at løbet er kørt. Ikke bogstaveligt talt, for der har aldrig været et løb, og hvis der havde, havde jeg ikke fået en invitation til det. De eneste to, der deltager i dette løb, er rastafletningerne og hendes kammerat. Og de er næsten allerede i mål.

Og jeg ved også, hvad det nye bag rastafletningernes øjne er: Frivilligt begær. Af den værste slags. Den slags, som retfærdiggør førstehjælpsspørgsmål og hundeøjne. Den slags, som retfærdiggør rastafletninger, clipboards og skæve smil.

“For 100 kr. om måneden kan du hjælpe børnene i Afrika.”

Kuglepennen kører i en jævn bevægelse hen over papiret og ned til den linie, hvor jeg kan skrive under. Hvor jeg bør skrive under.

For det er et fejt spørgsmål. Det er så utroligt let og så vanvittigt svært på én og samme tid. Og da ved man, at det frivillige begær er blevet destilleret ned til sin reneste form.

For der findes kun ét rigtigt svar på det spørgsmål, rastafletningerne aldrig stillede. Og det ved rastafletningerne godt. Det er derfor, hun smiler så skævt.

Men jeg prøver.

Jeg er på SU, jeg har ikke så meget tid lige nu, kan jeg få en brochure med?

Det er kun 100 kr., det tager kun to minutter, kan vi ikke lige så godt bare melde dig til?

Det er en ulige kamp, for rastafletningerne har gjort sit hjemmearbejde. Og når hun har brug for en pause, svarer hendes kammerat for hende. Ham med det endnu vildere hår.

Og det er en ulige kamp, fordi jeg er godt opdraget. Det er uhøfligt at sige nej, og det er forkert at gå sin vej uden at tage ordentlig afsked. Især, hvis nogen har brug for førstehjælp.

Men nu er det mig, der har brug for førstehjælp. Og jeg vil godt undskylde til min mor og far for det næste, der skete. Undskyld. Men jeg kunne ikke mere.

Jeg gik.

Uden at tage ordentlig afsked og uden at svare på rastafletningernes sidste spørgsmål.

Men jeg ved, at det er en stakket frist. For næste gang står de der igen. Midt på gågaden. Med endnu vildere hår og endnu vådere hundeøjne. Og gang på gang for de mig til at bryde mine egne principper. Og det er smart.

Enten er man en høflig, ung mand, der hjælper børnene i Afrika og taler pænt til folk. Eller også er man en uhøflig, ung mand, der hverken kan finde ud af at hjælpe børnene i Afrika eller at afslutte en samtale på en ordentlig måde.

Det er frivilligt begær, når det er bedst.

Når man bor i Danmark, er 99,5 km dog heller ikke sådan at kimse af. Det er vel rundt regnet en halv Danmarksbredde, og så bestemmer man endda helt selv om det siger mest om vores yndige lands størrelse eller om bredden som sådan. I USA skal man køre knap 3.000 km for at opnå det samme, og ingen gider vel egentlig at køre så langt når det kommer til stykket. Med mindre stykket altså er virkelig godt og smager af bacon. Så er jeg sikker på, at i hvert fald et par amerikanere og Thomas Eje ville tage turen. Hvis de da stadig vil lukke ham ind i landet, og hvis han da stadig har råd, men det er en helt anden historie.

Og så er det ikke fordi man ikke oplever noget gennem 99,5 km i Danmark. Der er både en bro og alt muligt, og det er da alligevel noget at skrive hjem om. Og det synes jeg, at man burde gøre, for folk er altid glade for at få breve, og broer kan alle tale med om. Eller snakke, hvis man kommer vest for Valby Bakke.

Og det er der mange mennesker, der gør. Og de allesammen forskellige, og derfor oplever man mange forskelle gennem 99,5 km i Danmark. Faktisk er Danmark inddelt i 18 forskellige dialekter, og så har man ikke engang talt Sidney Lees med. Men jeg tror ikke engang selv, han tæller noget, og slet ikke dialekter, så det er vist fint. 18 dialekter er muligvis en knivspids færre end de har i USA, men derovre er alt også stort og lavet af plastik. Eller kalorier. I Danmark laver vi mest af service og glasfiber, og så er der helt naturligt noget højere til loftet.

Højt til loftet er der også i Odense. Både i bogstavelig forstand og i overført betydning, og så ved man, at man befinder sig i en god by. En inderkantsby, som Nyhederne sikkert ville kalde den, hvis de da ville interessere sig for noget inden for yderkanterne. Men det vil de ikke før Fælleslisten pludselig mister alle sine medlemmer og skifter navn til Liberal Liste, og det kan godt have lange udsigter.

Men Odense ér en god by. Tror De mig ikke, anbefaler jeg Dem at kigge forbi. Og det er slet ikke farligt. Forleden gik jeg på Danmarks voldeligste kvadratmetre med en is i hånden, og jeg slap gennem uden hverken overgreb på isen eller jeg selv. Og sådan en is er ellers let at bruge til begge ting på én gang. Er De ikke til højspænding, findes både parker og haver, zoologisk have og gågade. Her findes sågar H.C. Andersens hus, og De kan stole på at han ikke ville bo her, med mindre der var tale om en god by. Faktisk findes der ikke for alvor grunde til ikke at besøge Odense, og det er alligevel mere end man kan sige om USA.

Skulle De ikke have lyst til at besøge Odense, går det også nok. Det ville være så bøvlet med fem millioner mennesker i én by, og planlægningen og telefonkæderne ville nok få Henrik Poulsen til at få kaffen galt i halsen inde i de fine lokaler hos TDC. Så tag det i Deres eget tempo, for der findes mange andre fine steder i Danmark. Jeg kan anbefale Haderslev, hvor der i hvert fald lige er blevet en plads ledig.

Jeg har lært, at solen skinner allermest, når man allerhelst bare vil have det lidt køligere. Jeg har også lært, at en bil uden aircondition om sommeren lidt er ligesom helvede i anden potens. Så har jeg lært, at mit kamera har en batterilevetid på ca. 2 timer ved normal brug, og at det kræsne krapyl kun vil lade sig fodre med Duracells de fineste. Desuden har jeg lært, at jazz er sjovt, og at jazz er eksponentielt sjovere, jo flere fadøl, man drikker. Og så har jeg lært, at et par graffitimalere, der bliver puffet af et tog, betyder en rejsetid til Berlin på 7 timer. Min allervigtigste lærdom, både for Dem og for jeg selv er dog, at jeg er blevet optaget på journalistuddannelsen i Odense. Dermed bliver millionærplanerne udskudt lidt, da jeg naturligvis ryger direkte på dagpenge ved endt uddannelse. Det vigtige for Dem i denne henseende er dog, at jeg i mellemtiden kommer til at være en del af det danske mediebillede. Og det bliver godt for alle parter, og det forsikrer jeg Dem om. Men nok mest for mig.

Jeg kan afsløre, at jeg ikke kom på Roskilde Festival i ferien. Det er muligvis ikke den store afsløring for nogen, og for andre er det helt og aldeles ligegyldigt, men det har haft stor betydning for dette indlæg. Det betyder nemlig, at jeg i stedet for at té mig tosset på en græsmark på Sjælland i stedet lavede civiliserede ting, som at læse avisen og rydde op i lejligheden. Og avisen var fyldt med dem, og de fik min skuffelse over ikke at være til stede til at bryde ud i lys lue. Men de var i sin simpleste form stadig rare at læse, for de tillod mig at have en mening om kvaliteten på dette års festival. Og ikke kun Roskilde Festival, men alle festivaller, og tilmed også alle koncerter og film sommeren over. Anmeldelser er både det nye sort og det gamle sort, og det er formentlig også den grålige nuance mellem de lag af sort, der konstant holder dem friske. Og derfor har jeg valgt at anmelde udvalgte begivenheder fra min ferie. Som karakterindikator har jeg valgt at bruge Euroen, for den kan ved Gud godt bruge lidt opbakning, når nu Grækenland er i færd med at skamride den.

Riverboat Jazz Festival

€ – € – € – € – X

Silkeborg føltes i uge 25 lidt som New Orleans. Bare uden orkanerne, ødelæggelserne og oversvømmelserne og med væsentligt flere hvide mennesker. Og med flere telte fra Rent a Tent og færre Bourbon Streets. Faktisk mindede Silkeborg i uge 25 kun om New Orleans i kraft af den jazzmusik, der fyldte hele lydrummet i byens centrum, men det var også nok. Alle pladser i byen, der var store nok til et TATRA Open Air iglotelt, havde en flok trompet-, saxofon- og klarinetblæsende, klaver- og basspillende og yderst glade og humørfyldte musikere stående, og der stod de godt. De stod godt, fordi der i umiddelbar nærhed altid befandt sig et tappeanlæg med dejlig, kold fadøl, og det gjorde bestemt ikke helhedsindtrykket dårligere. Når man kan restituere ved Gudenåen i blændende vejr, og når Danmarks ældste minigolfbane befinder sig inden for bygrænsen, er man tæt på at tjene 5 €. Men når en gammel, sur og meget fuld mand ødelægger et spil pool ved at røre ved kuglerne (som man siger), så ender jazzeventyret i Silkeborg på 4 €. Det er kr. 29,80 i dagskurs, og det svarer trods alt næsten til en dagsløn i Thailand.

Egeskov Slot ligger på Fyn. Nærmere bestemt på Sydfyn, og helt bestemt i nærheden af en lille flække, der hedder Kværndrup. Ikke at det gør den store forskel, når man nu kan hoppe på ét ben langs hele kystlinien og være tilbage i Nyborg i løbet af 36 minutter. Men det er alligevel rart at vide, præcis hvor man befinder sig. Og i det her tilfælde befinder vi os altså lidt uden for Kværndrup.

Her, lidt uden for Kværndrup, ligger slottet, og bevares – det er da nok, hvad man gør det til. Hvis De forventer store eventyrslotte eller voldsomme forlystelsesaktiviteter, vil De nok blive slemt skuffet. Men hvis det derimod er en hækkelabyrint og et guldæg designet af Piet Hein, De leder efter, så led ej mere. Og nu er der nok nogen derude, der hellere vil på et intensivt heldagskursus i Vuvuzela end at kigge på Piet Heins æg (som man siger), men lad mig så gentage, hvad jeg indledningsvist skrev: Det er, hvad man gør det til. Og hvis man gør det til en turistattraktion, er det edderbrodereme sjovt. Der er konstant nye øjeblikke, der skal foreviges ned på hukommelseskortet på det alt for gamle Samsung Digimax v4, og hele arealet indbyder generelt til at skabe sig ligesom alle tyskerne og svenskerne. Men ikke ligesom polakkerne, for så er jeg ikke sikker på, at De får set hele parken. Af ting, der hiver Egeskov Slot op i den helt tunge ende af €-skalaen, kan nævnes gravkøerne i sandkassen ude foran veteranbilmuseet og Draculas grin, der har skræmt liv og sans ud af uskyldige mennesker siden det 20. århundrede. 5 €, som svarer til kr. 37,25 i dagens kurs, og som, hvis De selv spæder 25 øre til, vil indbringe Dem 3 flasker Bähncke ketchup i Fakta.

Der er vist mange, der som jeg ikke helt ved hvad man skal forvente, når man for første gang tager til en tysk millionby. Og der er vist også mange, der på samme måde som jeg alligevel havde en fornemmelse af ikke at få forventningerne indfriet. Bevares, jeg har da ligesom alle andre været i München engang da jeg var lille. Men det eneste, jeg husker fra den tur, er en gennemsavet bil, der står inde på Deutsches Museum. Og det er alligevel ikke meget, når man tænker på, hvor stort det museum egentlig er.

De kan dog, hvis De vil, roligt glæde Dem på mine vejne, da jeg blev meget positivt overrasket over den tyske metropol. Der var hverken politibetjente i strikse uniformer, der hev mig til side udbad sig et Personalausweis på banegården, eller mastodonte militærparader inde i midtbyen. Der gik ikke propagandafilm i biograferne, og der var ingen overdimensionerede malerier af kansler Merkel på de officielle statsbygninger. Med andre ord var der liv og glade dage i den by, der ellers engang var meget livløs, grå og sur.

Nogle effekter fra dengang findes dog stadig. Jeg blev varm om hjertet, da jeg så, at den gamle grænseovergang – Checkpoint Charlie – stadig var i drift med fuldt uniformerede amerikanske soldater. Grænseovergangen mister dog lidt sin effekt, når muren ikke længere spærrer resten af grænsestrækningen af. Og det gavner grangiveligt heller ikke sagen, når soldaterne har mere travlt med – for drikkepenge, naturligvis – at tage billeder sammen med turister end at tjekke Personalausweis og pas. Et stykke fra Checkpoint Charlie står omtrent 70 meter af den gamle mur. Dér står den, provokerende papirstynd og gennemhullet, og minder konstant de forbipasserende om, hvor dovne Østberlinerne lige var, når de ikke engang kunne forcere dette håndsværksmæssige svar på VM-landsholdet i Sydafrika – hullet, dovent og helt uden evner til at holde modstanderne fra fadet.

Og apropos VM, så spillede Tyskland bronzekamp mod Uruguay, da jeg besøgte byen. Og det kan da godt være, at €-barometeret gik fra varmt til skoldhedt, da vi indfandt os på Fanmeile – e stykke boulevard, der var spærret af fra Brandenburger Tor til Siegesäule i dagens anledning. Det kan godt være, at boulevarden var over en mil lang, og at man derfor begynder at betvivle tyskernes notoriske sans for detaljer, men den var til gengæld plastret til med storskærme, fadølsbarer og spisesteder. Og havde tyskerne haft et ord for hygge, er jeg sikker på, at Fanmeile også var klistret ind i det. Og arrangementet fik storskærmsfodbold på Rådhuspladsen til at ligne en byfest i Nørre Snede, men det siger nok ikke så meget. Hvad der til gengæld siger noget er, at Berlin scorer 4 ud af 5 €. Den sidste € udskifter jeg til en tyrkisk Lire på grund af den tyrkiske imbiss-mand, der snød mig for enten 5 eller 15 €, da jeg for første gang skulle købe noget at spise i Berlin. Omregnet tjener Berlin altså kr. 33,56, og det er alligevel nok til et glas store norske sild i Bilka, og så har De endda kr. 3,56 til at snoldre.

De kan bruge mine anmeldelser, og De kan lade være. Teknisk set kan jeg jo ikke love, at De kan bruge mine anmeldelser til noget som helst – men et eller andet skal man jo skrive, og det er altid bedst at slutte på en floskel.

Nu er rart er måske så meget sagt. Der bliver ikke serveret varm kakao, og du får ikke håndbolcher, når du er der, og der er ikke smil og lutter lagkage. Eller bare lagkage, for den sags skyld. Når man dog har afleveret sin sjæl, sit sygesikringskort og sin selvtillid i porten, åbner der sig en verden af både rigdomme og ragelse, hvor kun fantasien sætter grænser.

Og genbrugsvagterne.

Således spankulerede jeg rundt på pladsen, mens jeg overvejede, om genbrugsvagterne mon ville opdage, hvis jeg kom til at smide lidt løse plastikjetoner ud sammen med alle mine gamle aviser. Og det ville de. Så mens jeg med mistænkelige blikke klistret på mig fra alle vinkler af pladsen møjsomt begyndte at sortere de farverige plastikstumper fra mængden af værdiløst papir, begyndte mit blik at vandre rundt i den container, jeg stod ved.

Og her slog det mig.

Genbrugspladsen er ikke en genbrugsplads. Jeg ved det godt, det er barske løjer. Men før De helt opgiver mig, så ville det gøre mig ovenud lykkelig, hvis De kunne ofre to minutter på at læse videre. For naturligvis er genbrugspladsen en genbrugsplads i den forstand, at godtfolk kommer til for at fralægge sig ejendele og snavs, der forhåbentligt bliver genbrugt i en eller anden forstand. Men genbrugspladsen er også meget mere end bare en genbrugsplads.

Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg kan formulere det uden at lyde en smule fjollet, men jeg prøver: Genbrugspladsen er et museum. Eller en tidslomme, om De vil. Måske ligefrem en hyldest, og det er store ord, men jeg mener hvert eneste af dem.

Nu sidder der nok nogen og kradser sig selv i skægget, mens de overvejer, hvem denne hyldest mon er til. Jeg siger ikke, at det er Dem, der kradser, for hos Dem er min tiltro stor. Men lad mig alligevel for god ordens skyld pensle ud med den tykkeste pensel, jeg kan mønstre, hvad genbrugspladsen i dén grad emmer af: Internettet.

Eller rettere; Internettets efterladenskaber.

For det er over det hele. Eller næsten over det hele, for nede ved haveaffaldet og komposten er der ved Gud ikke meget at komme efter. Men stort set alle andre steder ligger de affekter, som vi i vores internetliderlighed har valgt at aflægge os i vores fascination af, at det samme kan opnås ved hjælp af en kasse, en skærm og et telefonstik.

Det startede ret uskyldigt, da jeg så den mængde telefonbøger, der var blevet smidt i den container, jeg troskyldigt stod og sortede ved. Nårh ja, tænkte jeg, det er jo også meget lettere at finde et telefonnummer på Internettet, og så slipper man også for snavsede fingre og pladsmangel på bladhylden. Herefter gik det hurtigt, og nu dukkede alle minderne fra de hippe 90ere op. Dengang dét, at komme på nettet, havde et soundtrack, og man kunne nå en kop kaffe, før forbindelsen var oprettet.

Dér, henne på bordet, stod de 15 første bind af Lademanns Leksikon og støvede til. Fra tiden før Google og Wikipedia, hvor kun Lademann kunne fortælle den ultimative sandhed, og hvor det tog tid at finde et svar. Ved siden af stod et par ordbøger, der snart er erstattet af stavekontrol, online oversættere og ordbøger. Og dét godt det samme, for at dømme på udseendet, ville ordbøgerne stadig forlange, at man skulle skrive “skulle” med ‘D’, og hvor havde vi så været henne? Det tør ingen tænke på, og da slet ikke mig.

Lidt længere henne, ved siden af standerlamperne og de gullige persienner, stod en stak gamle brætspil, der, hvis de kunne tænke, velsagtens ville tænke tilbage på tiden før computerspil og Playstation, hvor familien kunne finde på at samles om stuebordet for at slå med terninger og rykke med brikker. I nærheden stod en globus og skammede sig, fordi den endnu ikke havde fået nedlagt Sovjetunionen, og ingen har tænkt sig at hjælpe den med det, fordi Rusland fungerer overordentligt godt på Google Maps.

Jeg kiggede medfølende på globussen og gik videre, indtil jeg stødte på en kasse fyldt med fotoalbums og gamle notebøger. Begge nu henlagt til forbrænding, mens vi ivrigt uploader billeder til Facebook og skriver vores tanker i blogs som denne. I det hele taget flyder det bogstaveligt talt med hentydninger til livet før bredbånd.

Stemningen kan hurtigt blive melankolsk, men det er bestemt ikke meningen. Internettet er om noget én af Verdens bedste opfindelser, og det siger ikke så lidt. Men uanset hvor meget jeg hylder Internettet, så nød jeg også at hylde de gamle dele, der hver især bidrog til den samlede virkelighed, der i dag lever på Internettet.

Vi skal ikke leve i fortiden, men vi behøver heller ikke at glemme den. Og husk at besøge genbrugspladsen!

Jørgen er det, man kalder en fin fyr. Der er ikke noget ondt i ham, og han siger endda altid godmorgen og har tit kage med om fredagen. Jørgen har rundet de 45 år, men han er stadig voldsomt fascineret af den nymodens teknik, som hele tiden dukker op. Sidste måned købte han en iPhone.

En dag havde Jørgen fri, og han sad derfor sammen med mange andre danskere og så det nye koncept Live fra Bremen, som på ingen måde bare er endnu et koncept, Casper Christensen har plagieret. Og han kunne lide, hvad han så.

Siden gik Jørgen til hans chef – lad os kalde ham Preben – og fremlagde en vision, der ville revolutionere TV. Det var i hvert fald det, Jørgen sagde. I virkeligheden var han træt af hans job og ville bare gøre det så let for sig selv som muligt, og heldigvis havde Jørgen været i branchen i så mange år, at han lige vidste, hvad han skulle sige. Noget med penge og masser af seere. Og så købte Preben idéen.

Og dermed startede Jørgen en ny æra i dansk TV. En æra fyldt med live-TV men tømt for indhold, og derfor kunne Jørgen læne sig tilbage og slappe af. Alt, han skulle gøre, var at genopdage gamle, udslidte koncepter og sende dem i ny indpakning med et ”live”-skilt på sløjfen. Og Jørgen jublede.

Live er nemlig det nye sort. I nyheds- og medieverdenen vil de måske råbe op og sige, at det er en gammel sort, men den er i den grad blevet malet over med et helt frisk, sort lag. Og alle gør det. Jersild gør det, Casper gør det, Karsten gør det og Simon gør det gudhjælpemig også.

Det er nemlig det fine ved live. For hvem kan for alvor blive sur på én, der i den grad lever i nuet, og så er det der live jo også svært, for man kan slet ikke råbe “cut” og tage scenen om. Og alt det der. Live er blevet den store trampolin, som de alle som een rammer, når de fra tid til anden skvatter ned i afgrunden.

Og derfor betyder det for alvor ikke rigtig noget, hvad programmet indeholder, og hvem der er med i det. Så længe det er live sidder vi og hepper på dem, og går det ikke så godt opmuntrer vi dem og siger, at det nok skal gå næste gang. Det er jo også live, siger vi, og det er jo også så svært. Og så rammer de trampolinen i stedet for bunden, og så står de der snart igen med et nyt liveprogram.

Det bringer os tilbage til Jørgen, der nu endelig får tid til at lære sin iPhone at kende. Så kan han endelig få ringet til SAS og booket den ferie til Thailand, som han har ønsket sig i så mange år, men som den tunge byrde af kreativitet og nytænkning har holdt ham fra. Og under vi ham ikke den ferie, når nu han har sørget for, at de nationale TV-kanaler er selvkørende de næste par år?

Det gør jeg i hvert fald.

Så nu glæder jeg mig til i aften, når jeg skal vælge mellem X-Factor, Live fra Bremen, Det Nye Talkshow og Aloha. Jeg kunne også gå ud i byen og opleve verden live, men jeg vil så nødig skuffe Jørgen.

Jeg prøver nemlig. Jeg prøver at tænke over, hvad mine daglige små og tilsyneladende ligegyldige gøremål har af indflydelse på den luft, vores allesammens moder Jord omgiver sig med, og jeg tror ikke, at det er ligegyldigt. Det er lidt ligesom dengang i skolen, når man skulle vinde over de dumme drenge fra B-klassen i tovtrækning – uanset, hvor slap og hjælpeløs man var på egen hånd, kunne man som regel vinde, hvis alle stemte i. Og dengang gjorde vi det, for man vandt håneretten, og det var omtrent det mest værdifulde, man kunne eje.

Og derfor vil jeg gerne sige undskyld. Jeg har nemlig vist mig utrolig dårlig til at stemme i. Faktisk er jeg utrolig dårlig til bare at stemme, og det er her, det for alvor bliver farligt. Nu tænker De muligvis tilbage på indledningen og synes overhovedet ikke, at det her har noget med sjov eller indkøb at gøre, men jeg kan forsikre Dem om, at vi kommer dertil. Alle de forskellige kombinationer af bogstaver og mellemrum herover er blot et ydmygt forsøg på at udskyde det uundgåelige, der kommer herunder.

Det er nemlig i Fakta, at skylden og skamfølelsen kommer krybende som den store, triste betonklods, den er, og lægger en skygge over glæden, håbet og optimismen. Eller i Rema 1000 eller Netto, eller – Gud forbyde det – Føtex, hvis man virkelig skal flotte sig. Og den er god til det, for den har haft mange år til at øve sig.

Det er ikke nede ved brødet, problemet opstår. Heller ikke nede ved mælkekøleren vandrer tankerne mod andet end den morgenmad, der skal spises morgenen derpå, selv om kølerens primære bidragyder prutter metangas nok ud til at hæve øjenbrynene på flere klimaforskere. Og helt dernede i slikparadiset ligger den gamle skyld og skam og venter, og den har været der noget længere tid end miljøskammen og er dermed både ældre og større og væsentlig mere grim i kanterne, så her tør miljøskammen slet ikke at melde sig.

Det er faktisk først når det er for sent, at følelsen melder sig, og det må jo siges at være det perfekte tidspunkt, thi så kan man i sagens natur ikke nå at gøre noget ved det. Når alle varerne ligger på varebåndet, glider min hånd således ufravigeligt ned på Skammens & Skyldens Hylde under selvsamme bånd og griber lige så ufravigeligt fat i dét, det hele handler om: Plastikposen. Og med det samme jeg får fat i den, glider mine tanker hen på den skuffe i mit køkken, som indeholder et antal poser så imponerende og i så mange farver, at hylden under varebåndet synes meget pauver og uinspireret i sammenligning.

Og så føler jeg mig ussel - og utilstrækkelig i kampen mod de 2 grader Celsius.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil. Faktisk vil jeg utrolig gerne, og det er derfor, det er så pokkers. For vilje er ikke nødvendigvis det samme som at gøre noget, og nu har jeg næsten ikke plads til flere plastikposer. Derfor lover jeg, at jeg fremover vil stemme i. Så håber jeg, at De vil stemme i med mig, så vi kan holde moder Jord nedkølet én plastikpose ad gangen. Muligvis kan vi så senere stemme i omkring noget, der virkelig batter, og så kan det være, at det er ligemeget at politikerne aldrig kan blive enige om noget som helst på topmøderne – men indtil da kan vi da i hvert fald føle, at vi har gjort noget.

Og så kan glæden, håbet og optimismen igen få lys.

Jeg hader nemlig gamle bilister. Jeg hader gamle bilister næsten lige så meget, som jeg hader rosenkålssmoothies, Alphabeat og Jan Mølby. Og det er meget. Når jeg ser en gammel bilist, begynder jeg straks at spejde efter et nødspor, en parkeringsplads eller en cykelsti, hvor jeg kan køre ind og holde helt stille, indtil faren er overstået. Er der ikke et tilflugtssted, begynder panikangsten at melde sig, og jeg tjekker, om jeg stadig har donorkortet på mig.

Og det har jeg aldrig.

I en perfekt verden ville alle kørekort, der ejes af personer over 65 år, automatisk blive inddraget og omdannet til buskort. Ikke fordi buschauffører som sådan er meget bedre i trafikken end gamle bilister, men der er trods alt lidt færre af dem. Så kunne alle de gamle mennesker sidde der i bussen og brokke sig over ungdommen, smagen på deres maltbolcher og manglen af rød farve på Dannebrog, mens vi andre kunne nyde at køre rundt på vejene uden risikoen for at blive påkørt af en sølvgrå Suzuki Wagon R, der kommer bakkende med 5 km/t i venstre vognbanespor i myldretiden.

Nu er verden ikke perfekt, og derfor regner jeg heller ikke med, at hverken Lars Løkke eller Helle Thorning har mit forslag med som mærkesag i den nærmeste fremtid – men så snart et parti får øjnene op, vil de have min stemme!

Nogen mennesker, og nok gamle bilister i særdeleshed, vil mærke en varm fornemmelse af harme brede sig rundt i kroppen. Den vrede hedder politisk korrekthed, og den findes ikke herinde. Herinde spiller jeg det kort, der hedder ytringsfrihed, og jeg vil have noget for skattemoneterne!

Ovenstående kan være overdrevet for dramatisk effekt.